Livsstil og leveomkostninger i Costa Rica

Lifestyle
Lidt tanker om, hvordan livet virkelig er her i troperne langt langt væk fra trygge Danmark

Jeg har på det seneste fået mails fra flere af mine læsere her på bloggen, hvor de har spurgt mig, hvordan det er at bo her i Costa Rica, da de går med overvejelser om at flytte hertil. Derfor tænkte jeg, at det måske var en god ide med et indlæg om, hvordan det i virkeligheden er at bo her – altså set ud fra mit perspektiv og min lille osterklokke.

Først og fremmest vil jeg starte med at understrege, at jeg kun kan udtale mig om livet her i Guanacaste. Jeg vil prøve at besvare en række listede spørgsmål.

Hvordan er husleje-priserne i CR? Som jeg har skrevet før bor vi ca. 10 km udenfor Tamarindo, og vi bor et meget sikkert nabolag sammen med andre expats og velhavende lokale familier, stedet hedder ‘The Oaks’. Så allerede der, har vi taget et valg om at betale det samme i husleje som i København (1000$ per mdr + forbrug). Man kan selvfølgelig bo billigere, men så skal man også være villig til leve uden f.eks. air-condition, pool, høj sikkerhed og lidt flere kryb indendøre. Flere af vores venner bor i hus, hvilket også er en mulighed, jeg personligt synes dog, at det kan være lidt ensomt. For mig er det vigtigt at bo et sted med andre familier med børn, og at der er 3 pools, hvor vi bor helt fantastisk og har lært G at svømme. Jeg nyder også meget at svømme baner i ‘voksenpoolen’, der er 25 meter lang. Og så elsker jeg, at jeg kan snige over til naboen og drikke et glas vin (eller 2), når børnene er lagt, specielt når vi bor lidt langt væk fra ‘byen’.

Hvordan er skoleforholdene, og hvad er priserne? Niveauet på de forskellige privatskoler her i området er generelt meget højt. Der finder 3 rigtig gode skoler i området, og vores ældste datter G går på den nærmeste privatskole Educarte, og vi er meget tilfredse med undervisningen og lærerne. Forholdene er dog noget mere ‘rustikke’, end det vi er vant til i DK, men for os, er det ikke så vigtigt, så længe hun trives. Her er de to andre skoler i området, som skulle være helt fantastiske begge to: La Paz & CRIA

Hvordan er sundhedssystemet? Generelt er Costa Rica kendt for at have et godt sundhedssystem, og det kendskab vi har haft til ‘klinikken’ er so far er kun positivt. Vi har tegnet en forsikring (en dyr en af slagsen fra DK) der dækker en helikopter-tur, hvis der (7-9-13) skulle ske en ulykke, der kræver behandling på hospital og alle lægebesøg, der ikke er regulære. Nærmeste hospital ligger 1 times kørsel fra Tamarindo.

Da vi ikke har opholdstilladelse, skal vi selvfølgelig selv betale for vores lægeudgifter, når børnene f.eks skal have check op eller lign. Et almindeligt lægesøg koster omkrig 50 dollars, så det er overkommeligt.

Hvordan er leveomkostningerne for en familie på 4? Jeg er meget overrasket over priserne her i Costa Rica. Fødevarer er samme priser som i DK og benzin kun en lille smule billigere, så generelt er det ret dyrt at bo her. Udover er det, bruger vi en del udgifter på skole og pasning. Vi har valgt at ansætte en barnepige på deltid, som tager sig af vores lille I på 1 år. Heldigvis er timelønnen lav, så det er en ting, der er billigere. Så for at svare på spørgsmålet, er leveomkostninger omtrent de samme som i DK, men det store forskel er, at man nok bare bruger færre penge her, da der ikke er så mange fristelser.

Hvad er den største forskel på at bo i Danmark og Costa Rica? Jeg tror, at den største forskel er den meget anderledes livsstil. Det går ikke så stærkt her, som livet i København. Og så er byens legepladser skiftet ud med de utallige strande i området. Costa Rica er indbegrebet af ‘Pura Vide’-livsstilen. Det betyder det rene liv, og det beskriver meget godt mentaliteten her. De fleste lever et meget simpelt liv og klimaet gør, at man opholder sig meget udenfor. Kulturen er meget udadvendt og man snakker og hilser på alle, man møder på sin vej. Jeg elsker den meget positive tilgang til livet og den minimale negativitet. Selvom vi lever med en høj levestandard her, lever vi langt mere simpelt end vi gjorde i DK, og jeg håber meget, at vi kan tage noget af denne mentaliteten med hjem, når vi engang vender tilbage.

Så alt i alt er her skønt at bo, og jeg nyder virkelig livet her i troperne..

 

Arenal – en smuk vulkan

13410653_10153675027491551_578918329_o

Så blev det tid til en lille pause fra hverdagen. Tror vi alle havde brug for at komme lidt væk og være sammen os 4. Vi lukkede cafeen ned for et par dage og kørte mod vulkanen Arenal og byen Fortuna. Da der er lavsæson her i øjeblikket, fandt vi et super lækkert hotel til billige penge, som vi bookede hjemmefra. Hotellet var ideelt for en børnefamilie som os. Stort sted med varme kilder, lækker morgenmadsbuffet, legeplads, stort grønt område at gå på opdagelse i, ‘Happy Hour’ hver dag fra 16-18 (must have for forældre med små børn), stort og rummeligt hotelværelse med udsigt til vulkanen og højt højt service niveau. Hotellet hed Volcano Lodge & Springs og kan varmt anbefales, hvis man er på disse kanter.

Vi kørte fra Tamarindo, hvilket faktisk var en helt ok tur, også når man har små børn på bagsædet. Det tager omkring 3 timer, men vi gjorde en masse stop undervejs. Det er en smuk køretur langs Arenal søen, og der ligger mange små hyggelige spots, hvor man kan få god mad og vigtigst af alt – god kaffe:-). Et sted jeg vil anbefale er Cafe y Macademia, hvor de laver den bedste varme chokalade og så har stedet en helt spektakulær udsigt.

I La Fortuna ville vi gerne se lidt regnskov og måske være heldige at se nogle eksotiske dyr. Vi fik anbefalet at tage hen til dette Eco Center, hvilket viste sig at være det perfekte sted for os. Området var ikke så stort, så en 4 årig kunne nemt gå ruten, mens lille I var i bæresele. Vi så røde giftige frøer, farverige fugle og ikke mindst et dovendyr, som var dagens højdepunkt. Vi kunne ikke få armene ned, da vi så ham/hende sovende i et træ. Det regner ofte i området, hvorfor der er så grønt og frodigt, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Når man går rundt inde i regnskoven med høje trækroner, mærker man ikke regnen, og fordi det er Costa Rica, bliver der aldrig rigtig koldt.

IMG_0115
Da vi jo er fra Danmark, var vi super forberedte på regnen, men for at være ærlig, blev det aldrig nødvendigt, og vi skulle bare have beholdt sommertøjet på! Det råd er hermed givet videre.

 

Bagefter fik vi på opdagelse i byen La Fortuna, hvorfra man hele tiden har udsigt den smukke, spektakulære og store vulkan. Vi spiste på Rain Forest Cafe, som var lækker typisk mad fra Costa Rica. Byen var ikke noget særligt, men der var en hyggelig park, og som de kaffe-elskere vi er, fandt vi også byens mest autentiske kaffebar og risteri. Stedet hedder Down To Earth Coffee Shop. Stedet sælger kun kaffe, så intet til den søde tand, hvilket nok også er bedre for bikiniformen, ha ha. Vi brugte nogle timer på at gå rundt, da mindste damen skulle have sin lur, og når storesøster har sin mor og far alene for en stund, er der god tid til at fjolle.

IMG_0135
Vores lille fjolle-trold i pink fra top til tå!

Status: 6 måneder i tropeland

IMG_9548

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det lidt mere en 6 måneder siden, at vi pakkede vores kufferter og rejste til Costa Rica. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det føles som længe siden, men en ting er sikkert, meget er sket siden. Vi har åbnet en kaffebar, G går nu i skole og taler flydende spansk, lille I er blevet 1 år og passes nu på deltid af fantastisk barnepige, jeg har sagt mit job op i Danmark og er nu blevet cafe-ejer.

Og hvordan har jeg/vi det så i vores nye og ret anderledes omgivelser? Jeg har det faktisk ret skønt i øjeblikket, og det føles godt nede i maven. Men sådan har jeg bestemt ikke haft det de seneste 6 måneder, for det kræver virkelig meget af én, når man vælger at dreje skapt til højre i stedet for at tage den nemme og hurtige vej ligeud. Det har været en kæmpe stor omvæltning for mig, specielt fordi lille I kun var 5 mdr, da vi rejste og en flytning som vores, bestemt ikke gøres nemmere med en halv besværlig baby om benene. Flere har sagt til mig, at det mindst tager 6 måneder at falde til, når man flytter til udlandet, og det vil jeg faktisk give dem ret i. Det er som om, at de sidste brikker er ved at falde på plads, og jeg ‘føler mig mere hjemme’ her i Costa Rica nu. Jeg har lært at elske de store forskelle der er fra vores liv i Danmark og prøver ikke gøre vores tilværelse dansk længere, da det virker lidt umuligt. Selvfølgelig lever vi med andre standarder end middelklassen her i Costa Rica, og jeg taler kun dansk med mine piger. Jeg laver stadig frikadeller og boller i karry, men vi spiser virkelig også mange bønner og ris. Jeg lærer meget af costaricanerne, og elsker deres afslappede, ydmyg og positive facon. Selvfølgelig kan de også være en smule for afslappede til tider, men når man som mig ofte lever i fremtiden, er det skønt at blivet mindet om, hvor sundt det er at være mere tilstede i nuet. Og så elsker jeg deres kærlige måde at være på, vi får så mange kys og kram her. Hver morgen når jeg afleverer G i skolen, står hendes lærer klar til at give hende den varmeste velkomst. Hun får kys og kæmpe krammer hver morgen, og G hopper op i hendes favn, så er det altså ingen sag at aflevere.

IMG_9280
G er en meget kærlig og hjælpende storesøster, som altid er klar med en hjælpende hånd <3

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Noget andet der gør det hele lidt sjovere er, at vi har mødt en sød familie, som lige er flyttet hertil, og deres pige går i G’s klasse. Moren kommer fra Costa Rica, men har boet i 10 år i Australien, hvor hun også har mødt sin mand. De har det seneste år boet i nabobyen Jaco, som er noget større, men de savnede at bo i en mindre by, så nu er de flyttet til Tamarindo (som dog ikke er helt lille). Jeg har virkelig savnet at hænge ud med venner, og at vores 2 piger bare leger så godt sammen, er helt fantastisk. Moren og jeg var til samba-undervisning i går aftes, og det var dejligt at få rystet ballerne. Og endnu bedre måske blive de vores naboer i det kompleks, hvor vi bor.

Det hjælper også på det hele, at det går rigtig godt i cafeen, og at alle der kommer forbi, siger så mange søde og positive ting om vores lille sted. Vi har næsten fuldt hus hver dag, og vi er blevet et sted, hvor mange af de lokale kommer igen og igen. At åbne en cafe betyder også, at man kommer til at kende mange af indbyggere i byen og selvfølgelig også turisterne. Den del elsker jeg virkelig. Hvad jeg nok elsker mindst ved at drive egen cafe er, at K arbejder så meget, så han ikke har så meget tid til at være sammen med pigerne og jeg. Det hjælper dog en smule, at vi er begyndt at lukke kaffebaren en time tidligere hver dag. Så er han senest hjemme 17:30. En anden ting er, at det virkelig hjælper på det sociale, når man har børn i skole. Vi bliver inviteret til flere events med skolen, hvor der er mulighed for at tale med andre forældre.

Så alt i alt en positiv status efter 6 måneder i Costa Rica. Når det er sagt, bliver jeg nødt til at tilføje, at det aldrig bliver nemt at være så langt væk fra familie og venner i DK. Jeg savner at cykle gennem Københavns gader og være uafhængig af en bil. Jeg savner at være sammen med mine forældre og min søster og hendes lille familie. Jeg savner at sladre og grine med mine veninder. Jeg savner at hænge ud på legepladsen på forårs- og sommerdage. Men man kan ikke få det bedste fra alle verdener, så man må lære at få det bedste ud af livet, der hvor man befinder sig.

 

 

Når varmen bliver for meget..

IMG_9354

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi er nu i den varmeste måned her i Guanacaste, og jeg er ved at smelte. Det er så varmt, at det er svært at være udenfor mellem 11-15, så det gør mig en smule skør. Pigerne keder sig indendøre, og jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det, men det keder mig en smule at gå i poolen. Jeg glæder mig så meget til, at regnsæsonen starter, så vi kan få en smule skyer og undgå den skarpe sol for en stund.

Derfor besluttede vi os impulsivt at rejse til Monteverde, som har et noget køligere klima, og kun ligger en 3 timers køretur fra Tamarindo. Vi kørte sent efter vores kaffebar lukkede, så søndag vågnede vi op til et køligere grønt paradis. Vi tog sko og en langærmet trøje på, hvilket føltes helt skønt, og så kørte vi ud til ’skoven’. Her gik vi en tur på 5 km, hvor vi gik over hængebroer i flere hundrede meters højde og så en masse insekter og sommerfugle. Alt var frodigt og grønt og meget forskelligt fra det tørre landskab, vi i øjeblikket er omgivet af her i Tamarindo. G løb afsted i begejstring og havde ingen problemer med at gå 5 km, da der var så meget at se på. Lige ved indgangen var der en sommerfuglehave, hvor vi så tusindvis af sommerfugle i alverdens farver. De var simpelthen så smukke. Vi boede i byen Santa Elena, som var en meget hyggelig og charmerende by, hvor vi selvfølgelig fandt vores lokale kaffebar, som lavede super dejlig kaffe. Vi boede på et meget simpelt og billigt Bed og Breakfast, som havde alt vi behøvede, men ellers ikke var den store luksus. Om aftenen spiste vi på en lokal Taco-bar, hvilket var et meget autentisk og charmerende spisested. Og nu til det bedste, vi voksne fik voksentid på terassen med kolde bajere, mens de to små damer begge sov hele natten. Vi var der kun en hel dag med to overnatninger, men det var nok til at give os ny energi, og vi nød så meget bare at være sammen os 4.

Når man brug har brug for at se andet en tørt landskab, er det fantastisk at Monte Verde kun ligger 3 timers køretur fra os. Optur!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da vi kom hjem startede hverdagen igen og den ramte mig hårdt. Synes stadig det er hårdt at være alene med pigerne både morgen og aftenen, og at K først kommer hjem efter 18 hver aften. Vi overvejer og er ved at finde ud af, om vi måske kan lukke cafeen en time tidligere, så pigerne får deres far at se mere en 1 time om dagen, og jeg kan få lidt hjælp til at komme igennem ulvetimen. For det går heldigvis rigtig godt i cafeen, og vi har travlt og 2 nu ansatte, så vi er meget stolte og tilfredse.

Vi lærer flere og flere at kende, og jeg synes, at vi er ved at vænne os til tilværelsen og livet ved stranden. Vi har lige været ude at se et par lejligheder i selve byen Tamarindo, så vi slipper for transporten til ‘The Oaks’, hvor vi bor nu, men jeg må indrømme, at det fik mig til at indse, hvor godt vi bor nu. For de samme penge vi betaler i husleje nu, får man en meget lavere standard i Tamarindo, og så er man ikke garanteret, at ens naboer er søde børnefamilier, som er tilfældet nu. Når det er sagt, savner jeg stadig bylivet i København, så ligenu er jeg hoppet i mit bedste ‘kolde’ københavner-tøj og kørt på en smart beach-cafe i nabo-byen Flamingo. Vi er blevet gode venner med ejerne her, som elsker vores sted i Tamarindo og sender en masse kunder vores vej, og vi gør det samme. Hvis I nogensinde kommer forbi her, kan jeg kun anbefale at svinge forbi ‘Surfbox’ som stedet hedder.

IMG_9490
Den her lille surf-kaffebar ligger i nabo-byen Flamingo, og den er virkelig et besøg værd, hvis man er på disse kanter!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lille I fyldte et år forrige lørdag, og vi var så heldige at have flere danske venner med til fødselsdagen, som vi selvfølgelig holdte i Nordico Coffee House. Vi havde den bedste eftermiddag fyldt med børn, der havde spist for meget sukker, så alt var som det skulle være. Her i Tamrindo har der de seneste 3 måneder boet en lille familie fra Fanø/København, som vi har hængt ud med, og det har været så hyggeligt. Og så har vi haft besøg af mine dejlige navnesøster og hendes søde familie, hvilket jeg nød så meget. Det var så dejligt, at være sammen med dem. Vi spiste en masse ude, var ved stranden, hang ved poolen, og så var min veninde og jeg ude at drikke øl og sladre, much needed. Næste besøg vi får er til sommer, hvor G’s bedste veninde og hendes familie kommer. De to piger er lige gamle og har kendt hinanden siden mødregruppe. De savner hinanden helt vildt meget, så det bliver godt, når skal genforenes. I går modtog vi hele to pakker fra DK og en af dem var fra dem. Det føles fantastisk med gaver hjemmefra, jeg skal vist være lidt bedre til at sende gaver den anden vej også, ups.

IMG_9239
Her et billede af nogle af fødselsdagsgæsterne med det helt rigtige ’skilt’ i billedet selvfølgelig

 

 

Lidt mere ro på tilværelsen

12809840_10153318632266363_51734662_oEndelig kan jeg få lov til at skrive på bloggen fra vores kaffebar uden børn om benene, der har brug for et eller andet. Så her sidder jeg og nyder jeg en kop kaffe og en friskbagt crossiant. Det er lige til at klare. Lille I er hjemme i lejligheden sammen med vores søde ‘Nanny’ og store G er i skole, så jeg har lige et par timer inden ‘tjener Stine’ igen skal på arbejde. Altså ikke et rigtigt arbejde, bare den tjans at skulle være alene med pigerne i ulvetimen. Men det går bedre, jeg er blevet lidt mere afslappet omkring det, så hvis den mindste piver lidt, så lader jeg hende pive en lille smule. Maden skal jo laves, og den kan være svær at tilberede med en lille en på armen.

Jeg er så taknemmelig for at vi har fundet vores ‘Nanny Magda’. Det føles lidt som om, at nogle hørte mine bønner og sendte en engel. Hun passer nu lille I 3 dage om ugen, hvilket betyder, at jeg kan aflevere G i skole, derefter løbe en lille tur og så hjælpe til i kaffebaren indtil jeg igen skal hente G i skolen kl 14. Det giver mig den frihed, jeg har sukket efter så længe, og jeg elsker at arbejde på kaffebaren og snakke med vores meget forskellige gæster fra hele verden. Så er det pludseligt en smule mere overskueligt at K arbejder til meget sent alle ugens dage inklusiv lørdag. Det har heldigvis været meget nemt at forlade lille I med Magda, da hun har følt sig tryg i hendes selskab helt fra starten. Jeg tror, at det har stor betydning, at vores ‘nanny’ er så rolig, og så har hun bare et rigtig godt ‘tag’ på børn (ved ikke om man kun bruger det udtryk i jylland, ha ha), men det betyder, at man er god til at være sammen med børn og nemt kan læse deres behov. Og ikke nok med, at hun passer I, så laver hun også en kæmpe portion sorte bønner på traditionel vis. De smager så godt, og heldigvis spiser begge vores børn dem med stor glæde.

IMG_8712
Verdens bedste Nanny synes både mor og datter!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har lige haft besøg af venner fra DK og får også venner på besøg i påskeferien. Det er skønt med besøg, da jeg savner det sociale liv, jeg havde i København, men det er også svært, når jeg er så meget alene med pigerne. Da lille I stadig er en baby, som er meget afhængig af mor (og mine bryster), kan det være svært at være ude med dem begge. De har begge brug for mig, og jeg synes hurtigt, at det bliver besværligt, når de faste rutiner brydes. Jeg savner at være to voksne om vores børn, så de kan få den opmærksomhed, de har brug for. Og så ved jeg også, at jeg bliver nødt til at arbejde med mig selv, og prøve at slappe lidt mere af, når der opstår tilspidsedede situationer, som man ikke kan undgå i hverdagen med børn. Jeg stresser alt for let, og har svært ved at give slip, når ting ikke lige kører efter bogen. Det kræver en del at ændre, men jeg vil så gerne lære at være mere afslappet og sige “pyt med det” lidt oftere.

12787023_10153318559996363_1029274477_o
Dejligt med danske legekammerater både for den lille og den store. Her ses lille I i selskab med Hilma fra bloggen Need&Love.

Alt sin tid og når man starter sin egen business op, kræver det bare en masse hårdt arbejde, så man forhåbenligt kan nyde godt af på sigt. For heldigvis går det rigtig godt med kaffebaren, vi får mere og mere travlt og alle vores gæster elsker stedet og skriver fine anmeldelser på TripAdvisor, så vi er meget stolte og tror meget på vores lille kaffebar.

Apropos afhængighed af bryster så vil jeg meget gerne stoppe med at amme, men synes ikke, at det er så nemt. Lille i får en flaske MME inden hun skal sove, og så vågner hun kun 2 gange for at blive ammet. Om dagen ammer jeg kun 1-2 gange, og hun spiser rigtig fint nu. Men men men det ville nu være skønt, hvis hun blev en smule mere uafhængig af mig. Vi har prøvet at give hende den kolde tyrker om natten, men uden held. Hun skriger som om, at nogen forsøger at kvæle hende, og hun kan sagtens blive ved flere timer. Det er lidt hårdt for K, som tager tjansen, da han er oppe kl 5 hver morgen, så kaffebaren kan åbne klokken 7:30. Så jeg beder en stille bøn til, at hun selv mister interessen, som hendes storesøster gjorde det, da hun var 7 mdr. Hvis I har gode råd, må I gerne komme med dem!?

 

 

 

Når man bare har brug for at være lidt alene

20160208_162800

Jeg er typen, der har brug for at trække stikket og være helt alene. Gerne en smule hver dag, men det er ikke altid lige nemt. Så da mine forældre var på besøg hos os her i Costa Rica bød muligheden sig endelig. Jeg tog bilen, kørte til stranden, gik en lang tur og shoppede et par nye shorts. Altsammen ting der fik humøret til at stige en del grader. Livet her er på alle måder anderledes end det liv jeg er vant til fra Danmark. Jeg er meget alene med vores 2 piger, så decideret ‘mor-tid’ er der intet af. Men men men det kommer igen. Som jeg sidder og skriver her på vores trappe foran lejligheden, passer vores nye barnepige den mindste. Det skal hun til at gøre 2 hele dage om ugen, så jeg kan få tid til mig selv og tid til at hjælpe til i cafeen. Det føles helt vildt rart, og Magda som den søde tica-dame hedder, føles som den helt rigtige. Hun elsker lille I og er så varm og imødekommende. Hun passer også en anden dreng, så derfor hun kun kan hjælpe os et par dage om ugen. Håber dog hun får mere tid, så vi kan få endnu mere glæde af hende. Der findes også en fantastisk dagpleje, som ligger lige ved siden af cafeen, men de tager ikke imod så små babyer. Her er kytumen nemlig, at man får sit barn passet af barnepige indtil det er renligt, hvilket de allerede er fra 1,5 år-2 år. Håber lidt vi kan følge den tendens, men det lyder en smule tidligt at smide bleen.

20160208_164117

20160208_164650

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamarindo strand er helt fantastisk smuk, også selvom der er en del turister her. Det vrimler med surfere, yogier og den typiske charter-turist, så når man går på stranden møder man en broget flok, hvilket jeg elsker. Stranden og havet giver mig en ro, som jeg har svært ved at finde andre steder. Jeg elsker lyden af bølgerne, at se pelikanerne styrkdykke efter fisk og bare kigge for de massevis af palmer der er langs stranden. Hvis man bliver træt af turismen i Tamarindo, kan man køre til 7-8 omkringliggende strande, som hver har deres særpræg. I dag går turen til Tamarindo strand, når den vores store pige har fri fra skole. Vi skal mødes med en dansk familie, som vi mødte her for en uge siden. De har en lille dreng på to år. De skal være her til april. Det er hyggeligt at støde på andre danskere, hvilket vi sjældent gør, og G elsker at vi kan tale dansk med dem. Så wish me good luck, kan være en smule stressfyldt at være på stranden med en 10 måneder gammel baby, som vil spise sand, og en 4-årig der gerne vil ud at svømme i bølgerne. Well well, det skal nok blive sjovt:-)

Jeg har løbet en maraton

… eller sådan føles det. For jeg har ikke løbet 42 km, og det tror jeg heller aldrig, at jeg kommer til. Men jeg har overlevet en af de hårdeste måneder i mit liv, hvorfor der også har været så stille på bloggen.

Vi åbnede kaffebaren for 2 uger siden, hvor G stadig havde skoleferie, så jeg havde pigerne fra morgen til aften med fuld tryk på, da der samtidig var meget at gøre i cafeen. K arbejdede fra morgen til midnat både i cafeen men også herhjemme, hvor der hver aften forberedes mad til næste dag, da vores køkken setup i kaffebaren lige mangler de sidste detaljer. Og med en baby, der stadig sover meget dårligt, klarede vi os kun akkurat mig igennem dagene. Sidste uge skulle G så endelig starte i skole, og planen var, at der ville komme lidt mere ro på tropperne, men sådan skulle det ikke gå, da vi blev ramt af influenza big time, og var nødt til at lukke cafeen 2 dage, da vi lå med høj feber.

IMG_8360
Altid dejligt med en ekstra hånd i kaffebaren. Her er det min søde svoger, der er ferm til at skrive!

Nu tror jeg, at vi er ved at være på den anden side. Vi er alle raske igen og i morgen skal G i skole. Vi har fået besøg af familie hjemmefra, hvilket er helt fantastisk og giver os alle store smil på læben. Så faktisk er jeg en smule lettet, mens jeg skriver dette blog-indlæg.

Hvis nogen overvejer at flyttte om på den anden side af jorden, til et komplet fremmed land, med en 6 mdr gammel baby, en 3-årig og en drøm om at starte en business op, skal man måske lige overveje en ekstra gang, for det kommer man bestemt ikke sovende til. Vi har stadig et kæmpe stykke arbejde foran os, men vi tror på, at det vi har gang i nok skal blive en succes. Vi kæmper ihvertfald videre, selvom det ikke altid er en dans på roser, og man godt kan savne den noget mere afslappede livsstil, vi havde i DK, inden vi rejste til troperne.

Nok ynk fra mig side, for der har også været gode stunder. Det har jo været jul og nytår i mellemtiden, og begge højtider blev fejret med en dukkert på stranden og stille og rolige middage med os 4 hjemme i ‘kolonien’. Kaffebaren får flere og flere kunder, selvom der aldrig er super travlt endnu, men det går helt sikkert den rigtige vej. Kunderne er vilde med kaffen, maden og atmosfæren, og mange kommer igen og igen.

Vi som familie nyder at hænge ud der, og tale med de mennesker, der slår vejen forbi. Der er stadig en masse der skal fikses, før vi er tilfredse, men vi er på vej mod et resultat, vi er stolte af.

Vi føler, at vi er ved at blive en del af ‘Tamarindo’ og har lært flere og flere at kende. Det er nemt at møde andre familier med børn, hvor vi bor, så nu kan vi ikke gå en tur uden at møde nogen vi kender. Det føles rigtig rart, og det får os alle til at føle os mere hjemme.

Planen er, at lille I måske snart skal starte i dagpleje, så jeg kan få et par dage om ugen, hvor jeg hjælper til med promoveringen af vores kaffebar og også går til hånde. Der er ikke rigtig andre babyer på hendes alder omkring os, så jeg tænker, at det bliver godt for hende med ligesindede ‘at lege med’. Men jeg er ikke klar til at slippe hende mere en et par dage om ugen, da jeg også nyder vores dage sammen.

Når og hvis det sker, kan jeg også få mere tid og fokus til at skrive på bloggen, hvilket jeg har meget lyst til.

 

Dengue og hjemve!

IMG_8097
I får intet billede af mig med dengue, da det ikke er et kønt syn, når man har udslæt over store dele af kroppen. I stedet får i et billede af en smule ‘børnearbejde’:-). Alle kræfter ligges nemlig i at få kaffebaren klar i øjeblikket. Her skal alle udendørs møbler lige have en tur med sandpapiret, inden de skal lakeres og males.

Så skete det, jeg blev den heldige indehaver af dengue-feber, hvilket ikke er spor sjovt skulle jeg hilse og sige. I dag er det 8 dage siden, at symptomerne startede, og jeg er stadig ikke helt på toppen, men jeg har det MEGET bedre. Hvad er dengue-feber? Dengue er en virus overført af myg. Virusen går ind og ødelægger de små blodkar, så ens blod har svært ved at størkne, og det er derfor at det kan være ret farligt at have dengue. Heldigvis er den normale form for dengue ret uskadelig, så længe man sørger for ar holde sig dehydreret og får hvile. At det så er ret farligt, at få det 2 gange, prøver jeg ikke at bekymre mig om ligenu. Jeg har haft det så skidt og ligget meget i sengen, hvilket kan være svært med to små krævende piger omkring mig. Timingen har virkelig været dårlig, da planen var at åbne vores kaffebar sidste uge, men det har vi udskydt, da det var helt umuligt. Vi håber snart, at jeg er tilbage i topform, så K kan ligge alt sit fokus i kaffebaren igen, og vi kan åbne her i højsæsonen.

G fik juleferie for en uge siden, og skolen holder lukket en måned, så jeg skal nok få lidt at se til i denne juleferie med en mand, der kommer til at arbejde i døgndrift og to piger, der gerne vil underholdes. Ville ønske, at jeg kunne hoppe på det næste fly hjem til DK og være hos mine forældre hele julen, så de kunne give mig en hånd med. Synes det er lidt hårdt at være så langt væk hjemmefra i denne søde juletid. Og så hjælper det slet ikke på det, at jeg ligger syg. Men som min gode veninde skrev til mig, koster det altid lidt på kontoen, når man tager nogle store beslutninger og ændrer på sit sikre liv. Den pris synes jeg, at vi betaler i øjeblikket, men jeg ved, at det hele nok snart vil se lysere ud igen. Jeg giver ihvertfald ikke op så let! Fra nu af er vi smurt ind i myggespray fra top til tå, så vi ikke bliver ramt igen.

På den lidt mere positive front, går det fremad med at få kaffebaren klar, og det ser super godt ud, synes vi. Altså vi mangler stadig en del endnu, men det ligner mere en kaffebar nu. Alt det sjove med at få de sidste detaljer på plads skal klares denne uge, og vi glæder os så meget til at åbne og komme i gang. Alle vi møder omkring os er så positive og siger, at der mangler en god kaffebar i Tamarindo.

Det bliver ikke et så langt indlæg i dag, men jeg ville lige tjekke ind og forklare, hvorfor der har været en larmende stilhed på bloggen. Jeg lover, at jeg skriver lidt om, hvordan vi holder jul her i Costa Rica en af de næste par dage.

Kryb, gæstfrihed og varm vinter

Solen er gået ned. Ungerne sover. K er ved at male cafeen. Så nu var der endelig en ledig stund til igen at skrive på bloggen!
Solen er gået ned. Ungerne sover. K er ved at male kaffebaren. Jeg er alene hjemme. Endelig en ledig stund til igen at skrive på bloggen!

Ved ikke helt om jeg forstår, at det nu er vinter her. Faktisk er det december, og julemåneden er lige startet. Det er stadig mega varmt og solen bager dagen lang. Regntiden er slut nu, hvilket jeg allerede savner en smule. Det er altså skønt med lidt regn hver eftermiddag. Det ‘gode’ ved vinteren her er, at det blæser en smule, hvilket minder mig en lille bitte smule om DK.

Her i Costa Rica går det generelt godt. Vi er i fuld gang med opbygningen af kaffebaren, og håber at kunne starte den op om et par uger, så vi kan få højsæsonen med. Jeg er så spændt på, hvordan det hele kommer til at se ud, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med de sidste detaljer i forhold til indretning. Vi skal ihvertfald have en masse grønt ude på terassen, og indendøre skal der dansk kunst (plakater på væggene). K har rigtig travlt og arbejder fra morgen til aften, hvilket også giver mig en smule travlt, da jeg så står for alt med pigerne og ‘vores hjem’. Det skal man ikke kimse af, især ikke når man har en 8 mdr baby, der kravler og står op af alt, så hun kræver 24 timers overvågning (næsten). Hun spiser også alt vi har i huset, pånær det mad vi tilbyder hende. Hun vil meget hellere have ‘moars’ mælk og helst meget ofte! Synes faktisk det er en smule hårdt at være mor til to, selvom jeg stadig er på barsel. G er i skole fra 8:30 til 14, så vi har nogle lange eftermiddage sammen på både godt og ondt, da det kan være svært at tilpasse babylur og aktiv 4-årig. Jeg prøver at se det positive i det og værdsætte, at jeg har så meget tid sammen med mine to piger.

Jeg er begyndt at snakke med en del personer, der bor i samme kompleks som os. De fleste har børn, der går på G’s skole, så vi har lært hinanden at kende gennem børnene, men jeg taler f.eks. også med en interessant ældre herre fra USA, som har fundet sig en ung costarikansk kæreste. Han kører sig lige en runde 2 med en yngre model efter han er gået på pension:-). Næsten hver formiddag ’stroller’ jeg en lille tur i området med lille I, og så slutter vi af med en tur i poolen, så hun kan blive rigtig træt. Og poolen er altså stedet at møde folk og få sig en sludder.

Jeg får en del hjælp af en canadisk familie, som også bor her og har børn på samme skole. De giver ofte mig et lift, hvis Kris arbejder, og jeg står uden bil. Nogle morgener går jeg en lang tur med dem (moren er træningsnarkoman på den gode måde), det er super hyggeligt. Der bor også en fraskilt mor her med sin dreng på 4, og hun mener vi snart skal drikke noget vin sammen, hvilket jeg er mere end frisk på. Har også fundet en babysitter – en ung 19-årig pige, som bor lige ved siden af os. Hun er vant til at arbejde med børn, og virker meget sød og tillidsfuld. G og hende klikkede med det samme, så snart skal vi have hende babysittet. Alt i alt kan jeg kun sige, at det går fremad med at få bekendtskaber. Og jeg skriver bekendtskaber, da det de må ingen måde kan måle sig med vores dejlige venner i DK.

Nogle andre bekendtskaber jeg er knap så vilde med er kryb. Jeg har det virkeligt svært med edderkopper (forholdsvist store), skorpioner, kakerlakker og myg. Vi bor i stue-etagen, og vi bor lige op af junglen, så jeg har set alle førnævnte dyr indendøre her i lejligheden. Det har jeg det ret stramt over, og jeg er blevet lettere panisk over åbne døre og vinduer. Heldigvis er der net for alle vinduer, men jeg tror alligevel de finder sprækker, hvor de kan komme ind, så det er svært at undgå dem. De siger, at der er en dengue her i området, så hvis vi er ude efter 16:30 er børnene og jeg smurt ind i myggebalsam. De spiser ikke K, men G og jeg er de ret vilde med. Heldigvis virker det at være smurt ind, så på det seneste har vi undgået at få bid, håber det fortsætter sådan, da jeg er ret bange for dengue-feberen. Der er også kommet en pendant til dengue, den hedder Chikungunya, og de myg der bærer den, stikker oftest om dagen. Heldigvis er denne form ikke så farlig som dengue, og man bliver imun overfor den, hvis man først har fået den en gang. Flere børn på G’s skole har den i øjeblikket, så vi skal altså passe på de dumme myg!

På den mere positive side glæder vi os vanvittig meget til januar, for der kommer mine forældre, min søster, niece og svoger på besøg. Det bliver så skønt at få lov til at vise dem, hvordan vi lever her i CR og vise dem området.

Den anden dag kom jeg til at tænke over, hvad jeg ser, som den største forskel på Costa Rica og Danmark, altså hvis man ser bort fra klimaet. Jeg ved, at dette kommer til at lyde lidt hårdt, men den største forskel er nok, at alle er så imødekommende og positive. Man kan ikke passere et menneske uden at få en hilsen, og mange spørger hvordan det går. Jeg ved godt, at man også hilser på hinanden mange steder i DK, men der er også mange steder, man ikke gør. Når jeg går rundt med lille I, får jeg først en hilsen og efterfølgende bliver der sagt ‘hola bebe’, og den er sikker hver gang. Man hilser altså også på små babyer, der ikke forstår så meget endnu. Måske er det derfor, at lille I allerede har lært at vinke, da alle vinker, smiler og dikkedikker til hende. Det gør mig varm om hjertet at få sådan en velkomst, hvorend man kommer. Kan lidt bedre forstå, hvorfor K til tider kom lidt slukøret hjem, når han havde været på vaskeriet i DK og prøvet at sige hej til de andre i rummet uden nogen som helst reaktion. Altså ikke hver gang, men ofte.

Hvad jeg ikke er så imponeret over er deres måde at køre på. De kører virkelig dårligt og stopper aldrig for gående passagerer. Jeg er blevet mere tryg ved selv at køre bil her, men jeg har næsten altid foden lige ved bremsen, så jeg er klar på en brat opbremsning. Hedligvis er vejene ret dårlige her, så der køres i et forholdsvist lavt tempo.

Jeg vil stoppe nu og nyde lidt alenetid. Skriver nok lidt om vores jul her i Costa Rica næste gang. Ha’ det godt så længe.

 

 

Back in Costa Rica

IMG_7750
Den spanske kolonby Antigua, Guatemala

Så er vi tilbage i Costa Rica igen, og det føles skønt. Det var godt at være i Guatemala, men hvor er det hårdt, når der er sygdom i familien. Det var et meget følelsesladet ophold i Guatemala, men jeg tror, at vi kom på det helt rigtige tidspunkt. Og så fik vi fejret G’s 4 års fødselsdag, hvilket var den bedste dag for hele familien. Hun fik det, ligesom hun ville have det, med ‘Frozen Pinatas’ (aka fastelavnstønde), Dr. McStuffin lagkage og alt hvad man kan ønske sig af Disney-gaver. Hendes lykke var virkelig gjort, og jeg har nærmest aldrig set hende så glad, som hun var den dag. Hun var ikke til at skyde igennem.

Når vi er i Guatemala, elsker jeg at besøge koloni-byen Antigua, som kun ligger 25 minutters kørsel fra Guatemala City. Denne gang havde vi ikke tid til meget andet end at være sammen med familien, men på vores sidste dag, kørte vores lille familie på 4 dertil. Antigua er som en lille oase tæt på en stor, forurenet og larmende storby. Faktisk føles det en smule som at være i en by i Europa, så måske derfor jeg er vild med det, for så føler jeg mig mere hjemme. Vi drak endelig god kaffe igen på The Fat Cat og spiste frokost i haven på vores yndlings restaurant Sabe Rico.

IMG_3650
Så glad her bliver man af at være i Antigua:-)

I Costa Rica er hverdagen igen startet, og jeg skylder jer vist en lille opfølgning på, hvordan lille G nu trives i hendes skole. Efter vi kom tilbage, havde vi en del morgener med en meget ulykkelig pige, som ikke ville afsted. Det er svært at være vidne til, men heldigvis havde vi to gode dage denne uge, hvor hun glædede sig til at komme i skole. En dag helt specielt, da vi skulle fejre hendes fødselsdag. K arbejdede, så lille I og jeg traskede den trafikerede vej over til skolen. Vi havde fundet danske mormor småkager i supermarkedet, og så havde vi købt juice (ingen sukkerpolitik her). Hun var så stolt, da vi kom. Vi havde aftalt, at vi ville synge den danske fødselsdagssang sammen for hele klassen. Først sang de den på spansk, og så sang vi den danske. Børnene var ellevilde og klappede og råbte bravo. G delte småkagerne ud, og så gav alle børnene hende en kæmpe krammer, det var så sødt. De lærere hun har, er simpelthen så kærlige og hjertevarme, de knuselsker G, hvilket gør mig helt blød om hjertet. Det gør, at jeg har troen på, at det snart bliver godt, og at hun falder mere til. Hun er allerede begyndt at tale meget mere spansk, så det hjælper på hendes relationer til andre. Men når det er sagt, er det ikke nemt at flytte en 3-årig pige til et fremmed land, hvor hun ikke kender nogen. Hun savner sit liv i DK, og har dage hvor hun er rigtig trist. Heldigvis er hun god til at sætte ord på det, så vi kan tale om det, og anerkende at vi godt forstår, hun er ked af det, og at det er helt ok. Vi husker hende på, at vi skal nyde aberne i træerne udenfor vores vinduer, kolibrierne i blomsterne, skildpadderne ved stranden, nyde at vi altid går med bare tæer, tager på stranden efter skole, går i meget lidt tøj og svømmer i poolen hver dag. Det gør livet lidt nemmere og sjovere, når det er lidt varmere i vejret.

IMG_7828
Et styk stolt og glad fødselsdagsbarn på Educarte Bilingual School.

Vi savner lidt vores venner og familie derhjemme (nok mest G og jeg), da det ikke er helt ligetil bare at finde nye venner. Men jeg er positiv og tænker, at det nok skal komme. Håber vores kaffebar vil hjælpe os på vej, så har vi et sted at hænge ud, og vi er ikke kun hjemme i lejligheden/reservatet hele tiden. Babyer er bare lidt mere til hjemlig hygge, så det skal også lige respekteres. Jeg er jo på barsel nu, og det kræver lidt at holde øje og aktivere en snart 8 mdr baby, der kravler overalt og vil stå op af alt i et ikke ‘børnesikret hjem’. Og så er vi i fuld gang med opbygningen af vores kaffebar, så hver aften sidder vi og ‘arbejder sammen’, og finder ud af, hvordan cafeen skal se ud, og hvilke ting der skal nåes, så vi forhåbeligt kan åbne op medio december, hvor det vælter med turister til Tamarindo. Ih vi glæder os, det er så spændende og inspirerende at have det her projekt kørende. Jeg krydser alt for, at det kommer til at blive en succes, men jeg ved også, at der skal ligges meget arbejde i det. Derfor er der ikke så meget tid til at skrive på bloggen pt, men jeg lover, at jeg nok skal blive ved med at skrive. Skal snart have taget nogle billeder af byen Tamarindo, så I kan se, hvor det er vi bor. Ha’ det godt så længe. Nu vil jeg sætte mig i sofaen og drikke min øl færdig sammen med min dejlige mand – det er tiltrængt! Hasta Luego.